Projekt Bypark

OBS!
Nedenstående beskrivelse er ikke længere opdateret / relevant for parkprojektet.

Tjek i stedet dette indlæg:  Ny bypark på vej i Skelhøje

Baggrund

Skelhøje har en unik beliggenhed geologisk, da hovedstilstandslinien fra sidste istid fremtræder som en ret vinkel med toppunkt i Skelhøje. Det betyder at der midt i Skelhøje udmunder en gletscherdal som blandt andet Hald Sø og Dollerup Bakker er en del af. På den nordøstlige side af byen findes således en at stærkt kuperet terræn (Dollerup Bakker), og på den sydvestlige side del af byen findes den store smeltevandsslette som giver et meget fladt terræn (Alheden).

Skelhøje startede sin eksistens som en lille stationsby i begyndelsen af 1900-tallet da Herningbanen skulle anlægges. Banen blev dog nedlagt i 1971 og det gamle baneområde midt i Skelhøje er i dag udlagt som et grønt område og rummer en lille legeplads, der henvender sig til de mindre børn. Derudover er der en petanquebane, en plæne der bruges til boldspil samt et par bordebænkesæt. Området ligger meget centralt i byen (se billede) og Alhedestien, som er et sammenhængende stisystem anlagt på den gamle jernbane mellem Viborg og Herning, går gennem området. På grund af den nuværende ”åbne” udformning og spor fra baneterrænet appellerer området ikke til at virke som møde- eller hyggested. Området benyttes desuden til byfest.

Området er unikt

Det der gør Skelhøje helt unik er Gletscherporten og Skeldalen, vi ønsker at skabe et område som afspejler byens historie og unikke landskab. Historien på langt sigt: referencer til gletscherporten, istiden og landskabets dannelse.

Vi drømmer om at skabe et byrum, hvor vi udnytter historien og naturen til nye former for udfoldelse, udeliv og fællesskab. Vi ønsker os et mødested i byen, som er spændende, anderledes og indbyder til at blive brugt og udforsket. Et naturligt ”stoppested”, hvor der er mulighed for både at nyde sin medbragte kaffe, tænde et bål, lave snobrød, hygge sig, få motion, lege sammen og ikke mindst blive klogere på Danmarks landskab og dannelsen heraf.

By-og aktivitetsparkens navn er ikke fastlagt men er oplagt at holde den røde tråd ift fortællingen om gletschere, istid, smeltevand osv. Dette vil være i fin tråd med det eksisterende Gletchertorv som ligger foran Købmandsbygningen, samt gletcherdalen hvor blandt
andet byens årlige Sankt Hans arrangement løber af stablen.

Målgruppe og brugere

Målgruppen er primært byens borgere, i alle aldre.  Dernæst de mange cykel- og vandreturister, som lægger deres vej forbi. Hærvejen, Den Midtjyske Cykelstjerne, Alhedestien, Pilgrimsruten og Kalk Kaminoen går alle igennem knudepunktet Skelhøje, så derfor er byen et lokalområde med en god gennemstrømning af turister.

Parken skal være et naturlig stoppested for alle; de der er ude at gå eller cykle en tur ”søndag eftermiddag”, turister, gæster fra det nærliggende Kulturhus, børn og voksne som har lyst til at tage en omgang rundbold eller fodbold, børn fra den nærliggende børnehave, dagplejens børn, udflugtssted for folkeskolen i nabobyen, byens unge som har lyst til at mødes over et bålsted.

Vi forventer at antallet af brugere ligger på mellem 5.000-6.000 personer. Skelhøje kulturhus samt de lokale indbyggere udgør ca. 1000 personer og turisterne udgør ca. 5000. Der er lavet periodisk optælling på den ene rute og hvert år er der omkring 3000 overnattende gæster på de herberger der er tilknyttet Hærvejen. Hertil skal så lægges dem der finder alternative overnatningsmuligheder samt 1-dags vandrere. Så antallet ligger formodentlig omkring de 5.000 turister. Noget borgere i Skelhøje er meget bevidste om, vi ser dem ofte og taler med dem der gør holdt.

Effekten og formidlingen af projektet

Vi forventer at by-og aktivitetsparken kan være med til at styrke det lokale samvær i Skelhøje, styrke tilstrømningen af turister og være med til at styrke området som et attraktivt sted at bosætte sig samt give borgene mulighed for fysisk aktivitet i samvær med andre.

Projektet formidles ud til de fremtidige brugere gennem Turistinformationer, lokale foreninger og
institutioner, hvor vi påtænker at bruge de respektive hjemmesider og foreningsblade. Desuden vil
vi forsøge at skabe omtale i de lokale medier gennem pressemeddelelser. Dertil vores egne medier, hjemmeside og digitale tilstedeværelser hvor specielt Instagram er oplagt.

Efterfølgende opsættes der informationstavler op på området, hvor vi vil liste bidragsyderne til skabelsen af parken.

Drift af aktiviteterne

Efter endt etablering af området vil Viborg Kommune genoptage vedligeholdelsen af de grønne udenomsarealer hvilket allerede på nuværende tidspunkt varetages af kommunen. Opgaven omkring vedligeholdelse af inventaret forventes at blive minimal, da der i projektet primært er sigter efter vedligeholdsfri løsninger i langtidsholdbare materialer. Det er essentielt at der ikke vil blive påført Viborg Kommune en ekstra vedligeholdelsesopgave, men det bør tilsigtes enten at mindske vedligeholdet eller holde samme niveau som på nuværende tidspunkt.

Inspiration og tanker

Området skal kunne dække forskellige behov og ønsker. Det skal kunne bruges til spil, sport, afslapning, viden, oplevelser, netværken og give lyst til at komme udenfor ligustermuren. Lyst til at socialisere, knytte bånd og ikke mindst vække alles indre legebarn.

Leg er ikke kun for børn. Leg er sundt, livsbekræftende og udviklende for både krop og sjæl. Legen er også fantastisk til at knytte venskaber og møde nye mennesker. Derfor indtænkes Pixar-tankegangen ind i projektet. Det betyder at trods det kan ligne noget for en målgruppe, så er der tænkt ind at flere kan bruge det. Eksempelvis at materialerne er designet og holdbare til at forældre kan lege med deres børn og faktisk deltage i legen. Pixar-tankegangen kan også være enorme kampesten der for nogen er en smuk dekoration og for andre et fantastisk klatreredskab. Multifunktionstanken kan implementeres på mange måder.

Et paralelt spor til Alhedestien med lidt sjovere kørsel
Anvende blåt granulatunderlag for at symbolisere smeltevandet
Smukt naturtræ til elementerne, måske en balance eller tarzanbane som udfordrer både børn og voksne
Store sten har alle dage fascineret store og små, både til leg og udsmykning. Istidsgletscherne skubbede mange store sten rundt i landskabet
En bålhytte kan bruges i al slags vejr, både til madlavning men også bare ly for vejret
Skeldalens bakker bør indtænkes
Dette område kunne måske være shelterplads
Og så plante en masse buske og små træer omkring for at dæmpe støj og gøre det lidt isoleret, så man kan sove der uden at føle sig til skue
Et bud på hvordan området kunne udformes