Referat fra borgermøde den 22. aug. 2024 vedr. Skelhøje Købmand

Skelhøje Købmandsgård

Opsamling fra borgermødet

Formand for Skelhøje Købmandsgaard Kjeld Bitsch redegjorde for situationen: SKELHØJE KØBMAND er solvent og kan aktuelt svare enhver sit..!

Der er dog nogle store udfordringer hvad angår personalesituationen og de økonomiske udsigter. Kjeld Bitsch har været med i 13 år og ønsker – som tidligere oplyst – at udtræde af bestyrelsen ved førstkommende generalforsamling.

Bestyrelsen orienterede om den meget alvorlige situation som fremtiden tegner, og derfor ønskes der en dialog og diskussion herom.

Angående personalesituationen, så er der en kandidat til stillingen som Købmand Poul Claumarchs efterfølger. At vi får en ny købmand, er helt grundlæggende for at SKELHØJE KØBMAND kan fortsætte. Poul Claumarch fratræder således sin stilling pr. 1. okt., men vil dog gerne fortsætte med et lavere timetal og som almindelig butiksassistent.

Hvad ønsker borgerne?

Købmand Poul Claumarch redegjorde for situationen med forskellige nøgletal.

De første 9 måneder af regnskabsåret viser at vi holder budgettet, og der er en forventning om at årets resultat ligeledes balancerer.

Baggrunden for at vi ikke kommer ud med et stort underskud, er imidlertid salg og levering til visiterede borgere. Havde vi ikke haft denne opgave, ville vi komme ud med et underskud på ca. 200.000.

En dagligvarebutik som SKELHØJE KØBMAND skal imidlertid ikke basere sin eksistens på alle mulige andre ydelser end netop kerneydelsen, som er salg af dagligvarer i den fysiske butik. Visiterede borgere, pakkeudlevering, postfunktioner, apoteksudleveringer m.v. er udmærkede tillægsydelser/tilbud, men de er forholdsvis mandskabstunge og uden den store indtjening. Dertil kommer usikkerheden, der er forbundet med sådanne ordninger.

Grundlaget for driften i en købmandsbutik, skal være dagligvarehandel, og der har vi oplevet en markant nedgang i salget. Sammenholdt med at tobakssalget udgør mere end 12 % af det samlede salg, tegner der sig et billede af, at mange borgere mere benytter SKELHØJE KØBMAND som en døgnkiosk end en dagligvarebutik.

Samtidig med ovenstående har der været store automatiske stigninger på lønninger og pensioner, hvilket har betydet, at et uændret lønbudget har medført færre lønnede timer i butikken. Faktisk er der pt 39 færre timer om ugen. Dette er ikke modsvaret af tilgang af frivillige.

For at konsolidere grundlaget for en sund og stabil drift af SKELHØJE KØBMAND, skal der ske en omsætningsstigning i niveauet 1 mio. kr. som minimum. Dette burde være muligt med det befolkningsgrundlag inkl. opland der er omkring SKELHØJE KØBMAND. Vi véd at der er borgere, der enten slet ikke handler i SKELHØJE KØBMAND eller som anvender SKELHØJE KØBMAND som døgnkiosk eller pakkehentningscentral.

Finansieringsbehovet kan illustreres ved at 14 (nye) kunder hver skal lægge i gennemsnit 225 kr. pr. dag i butikken.

Undersøgelser samt oplevelser blandt borgere viser utvetydigt, at priserne gennemsnitligt set ikke er højere end hos de store spillere, som Rema, Bilka m.v.

Helt afgørende for at SKELHØJE KØBMAND skal kunne fortsætte er således:

  1. at der ansættes en ny købmand pr. 1. okt.
  2. at der inden for det næste halve år opleves en markant fremgang i salget, der indikerer at en omsætningsstigning i den almindelige dagligvarehandel vil øges med min. 1 mio. kr. på årsbasis.
  3. at der i langt højere grad melder sig frivillige på banen, og gerne som faste aftaler. Det behøver ikke at være mange timer for den enkelte. Men mulighed for at de frivilliges indsats kan indgå i vagtplanen og at flere kan løfte funktionen som kassemedarbejder er vigtige elementer. Der vil fortsat også være brug for at man kan hjælpe ad hoc med små opgaver

Til at nå punkt 2 og 3 har bestyrelsen brug for borgernes aktive og vedvarende involvering.

Følgende forslag blev forsamlingen enige om, at der skal arbejdes videre med, dels hos hver enkelt borger, dels i et på mødet nedsat udvalg, og dels i bestyrelsen/købmanden (i tilfældig orden):

  • Tilbud om måltidskasser (særligt tiltænkt travle børnefamilier)
  • Øget markedsføring både via SoMe og via skiltning ved indfaldsveje, ved børnehaven m.v.
  • At vi hver især påtager os en aktiv rolle som ambassadør for købmanden mhp at hverve nye kunder
  • Forære købmandskort til nytilflyttere
  • Sende et købmandskort til alle, der ikke allerede har det og med en ”gulerod” i form af et tilsagn om 5-10 % rabat når borgeren sætter de første 1.000 kr. på kortet
  • Lave en folder om fordelene ved at handle hos købmanden. Uddele folderen når folk henter pakker
  • En byd-ind-på-opgave-tavle hos SKELHØJE KØBMAND
  • Begrænse tidsrum hvori der kan hentes pakker
  • Tilbudsavis til børnehaven
  • Udlevering af børneboller el.lign.
  • Få virksomheder o. lign. til at bruge SKELHØJE KØBMAND, når der skal laves gavekurve, frokostordninger o. lign.
  • Købe anparter (4.000 kr. pr. anpart) i ejendomsselskabet. Så kan huslejen for SKELHØJE KØBMAND på sigt falde markant og der er ingen risiko forbundet med det.
  • Købmanden står for mange sociale arrangementer (juletræstænding, andre ting til jul, pølser og øl ved forskellige lejligheder)

Ting jeg skal fortælle min nabo – derfor skal du handle hos købmanden:

  • Du sparer tid (og dermed penge)
  • Du får god samvittighed
  • Du lærer din by at kende, du lærer dine medborgere at kende
  • Du er med til at bevare nærsamfundet
  • Du bevarer værdien af dit hus (værditabet er 150.000 kr. den dag købmanden måtte lukke)
  • Du sparer brændstof (og dermed penge og handler klimavenligt)
  • Handl billigt, grønt og bæredygtigt
  • Hurtig pakkehentning
  • God og venlig betjening
  • Åben alle ugens dage
  • Karolinepiger- og drenge
  • Spiritusbevilling – fadølsudskænkning
  • Café
  • Godt med en butik i nærområdet for ældre og svage borgere
  • Det er roligt og hyggeligt at handle i butikken (i modsætning til ”hamsterhjul” i Bilka m.v.)

Alle fremmødte (ca. 60 borgere) var overordentlig positive og alle indstillede på, at der nu fra alle sider skal gøres en indsats for at redde vores købmand, hvor alle bidrager efter evne og mulighed.

Bestyrelsen tilkendegav, at de på den baggrund kan gå videre med ansættelsesprocessen med ny købmand. Bestyrelsen vil ligeledes sikre, at der sorteres, prioriteres og arbejdes videre med de forskellige forslag.

Vil du gerne modtage nyhedsbrevet fra Skelhøje Købmandsgaard i din indbakke?

Udfyld nedenstående for at modtage en e-mail i din indbakke om store og små nyheder fra Skelhøje Købmandsgaard.
Vi sender 4-5 nyhedsbreve ud årligt.