Læs også artiklen fra Viborg Stift Folkeblad via dette link
Det er benhårdt arbejde at drive en købmandsforretning i en lille landsby. Sådan er det også hos Skelhøje Købmandsgaard, hvor der hele tiden tænkes i nye og anderledes tiltag.
En af de succeser, Skelhøje-købmand Poul Claumarch har, er købmandskortet. Det er dog ikke et helt nyt tiltag.
Det blev nemlig indført, da butikken åbnede for snart 10 år siden, men fordelene ved kortet er lige nu vigtigere end nogensinde.
– Generelt oplever vi i øjeblikket betragteligt øgede udgifter i forbindelse med kundernes betalinger fortæller købmand Poul Claumarch.
Købmandskortet er en god måde at undgå betydelige udgifter. Hver enkel hævning koster nemlig ikke noget, når man har et købmandskort. Derimod koster hver dankort- og MobilePaytransaktioner et gebyr.
Alene koster dankort-transaktioner butikken mere end 1000 kroner om måneden, og MobilePay gebyret er for nyligt steget til en procent af beløbet, man køber for. Og hvis kunderne bruger Master Card, går der flere dage inden pengene, er overført til købmandsgaarden.
– Alle gebyrer og ulemper mindsker vi når kunderne bruger købmandskortet. Samtidig er kortet meget nemt at bruge, og tager kun ganske få minutter at få lavet et. Vi vil hellere bruge pengene på at gøre vores butik priser og vareudbud endnu beder. Det kan købmandskortet hjælpe os til, fortæller Poul Claumarch.
Tilfreds – men gerne endnu flere
Borgerne i Skelhøje – og de omkringliggende landsbyer – har de seneste år været rigtig gode til at bruge købmandskortet. I dag har 300 kunder således et købmandskort, og omtrent 3,3 millioner kroner af butikkens samlede årlige omsætning på godt 10 millioner sker med betaling via købmandskortet.
– Det er vi selvfølgelig tilfredse med, men håber på at flere bruger kortet i den nærmeste fremtid, fortæller Poul Claumarch, og tilføjer at købmandskortet ikke er den eneste spændende nyhed, der er på vej fra købmandsgaarden.