Kære ven af Skelhøje Købmandsgård
Så er sommeren ved at gå på hæld. Juni blev meget tør og solrig, og juli blev meget våd og blæsende. Og mens vi nu vrider det sidste ud af sommerdagene, kan du her fornøje dig med en lille nyhedsopdatering fra købmandsgården.
Butiksdriften
Vi har haft en god sommer i butikken. Der har været en tilfredsstillende omsætning, og ind til videre er vi 3,5% foran vores budgettal ift. omsætning for indeværende regnskabsår, så det glæder os meget. Vi har nu fokus på, at vores gode omsætning ikke forsvinder grundet for store og uforudsete udgifter.
Vi har også haft god hjælp af frivillige, selvom det har været sommerferie. En flok skolebørn er bl.a. kommet nogle timer hver uge og hjulpet os med at sætte varer på hylderne. Det har været dejligt med hjælp fra de unge mennesker.
Vi har dog været lidt udfordret på opgaven af levering af varer til de visiterede borgere.
Hver tirsdag, torsdag og fredag har vi vareture, hvor der leveres varer rundt i lokalområdet lige fra Kølvrå til Finderup og Almind.
Vi er ikke 100% i mål med opgaven, men vi begynder så småt at finde rytmen, så vi sikrer os, at der ikke sker fejlleverancer, og så vi også sikrer os, at vi modtager rettidig betaling for varerne. Men vi er tæt på, at opgaven nu fungerer tilfredsstillende for alle parter, og vi er fortrøstningsfulde om, at vi nok skal komme helt i mål.
Personale
Vi har også fået mere ro på personalesituationen i butikken.
Som tidligere udmeldt, så har Poul Claumarch nu overtaget ansvaret for butiksdriftet, og der er blevet suppleret op med et par ekstra faste deltidsansatte, hvilket har bevirket, at der er kommet lidt mere ro på de daglige rutiner.
Grøn pedel
Kunne du tænke dig at hjælpe 1 time eller 2 efter behov med at holde vores arealer pæne rundt om butikken?
Vi har ukrudtsbrænder mm. som vi stiller til rådighed.
Og du skal være så hjertelig velkommen.
Spørg efter Poul Claumarch eller Kjeld Flammild, så kan de fortælle lidt mere om opgaven.
Status-optælling
Fredag den 29. september og lørdag den 30. september skal vi have status-optælling af alle varer i butikken.
Alt skal tælles op og noteres ned. Og det kunne vi godt bruge en hjælpende hånd til.
Så hvis du har tid og lyst, så tag fat i Poul Claumarch eller Kjeld Flammild i butikken, og så kan de fortælle dig mere om, hvornår vi mødes og hvordan vi gør.
Købmandskortet
Vi vil gerne opfordre til at huske at sætte penge ind på jeres købmandskort.
Det er en kæmpe hjælp for butiksdriften, hvis I har sat penge ind på jeres kort, og selvom sommeren knap er slut, så er de første juleordrer faktisk begyndt at tikke ind, hvilket altid er nogle store betalinger for os at skulle af med.
Så af hjertet tak, når I husker at sætte lidt penge ind på kortet. Det gør en forskel.
Vidste du, at Skelhøje Købmandsgaard betaler omkring 1.000,- kr. i gebyr til dankort-transaktioner hver måned?
Men når du sætter penge ind på dit købmandskort, og hævningen for dine varer tages herfra, så koster det os ingenting. Vi kunne rigtig godt tænke os at nedbringe dette gebyr!
Så derfor har vi besluttet at udlodde en konkurrence..!
For hver 500,- kr. der indsættes på dit købmandskort pr. måned, får du et lod, som der måske er gevinst på.
Vi udlodder 4 billetter til Mac Y’s Rom og Whiskyfestival, som afholdes den 3.-4. november 2023 i Alhedehallerne i Frederiks. Værdi op til 475,- kr. pr. billet. Se evt. mere om arrangementet via dette link her.
Udtrækning af gevinsterne vil ske den 1. fredag umiddelbart efter månedens ophør, og vil blive annonceret på vores facebookside. Så hold øje med den. Måske har netop DU vundet en billet.
Kommende arrangementer
Nu er sommerferien og byfesten veloverstået, og i de kommende måneder vil Skelhøje Købmandsgaard lave et par arrangementer.
Vi har blandt andet Open By Night fredag den 25. august kl. 19-22 samt en Romsmagning hos Mac Y lørdag den 30. september i støbeskeen, men der vil komme et separat opslag om dette i butikken, på de sociale medier og i kalenderen på Skelhøjes hjemmeside.
Solceller
Opgaven med at få de første solcelle-paneler på taget er tilendebragt. Anlægget er nu fuldt funktionsdygtigt og kørende.
Fra anlæggets opstart den 27. juni og frem til 15. august, har vores anlæg produceret ca. 1,35 MWh som fortrinsvist er brugt af vores køleanlæg, kompressoranlæg og frysere, som er vores største energibrugere.
Det er dejligt, at vi nu kan være delvis selvforsynende med energi og dermed gøre os lidt mere uafhængige af svingende og uforudsigelige energipriser.
Med de nuværende 30 paneler forventer vi en årlig besparelse på ca. 15.000,- kr.
Ud af de 30 paneler er der stadig 5 paneler, som ikke er solgt. Prisen er stadig 3.000,- kr. pr. stk. eller 1.500,- kr. for et ½ panel. Hvis du kunne ønske dig at sponsorere et panel, så kontakt evt. kjeld@flammild.dk for yderligere information, eller gå ind på Sponsor-solceller til Skelhøje Købmandsgaard (www.skelhøje.dk)
Energi-tillægget.
Energi-tillægget, som blev indført i oktober 2022, opkræves nu ikke mere, når du handler i butikken. Strømpriserne har normaliseret sig og i kombination med etablering af vores eget solcelleanlæg, er der ikke længere grundlag for at fastholde det ekstra tillæg.
Vi takker for den forståelse, vi har mødt i den tid, som tillægget blev opkrævet.
Tak fordi du læser med
Vi ønsker alle vores kunder og partnere en dejlig sensommer.
Jeres handel = Vores styrke
De bedste hilsner fra
Skelhøje Købmandsgaard
