Kære ven af Skelhøje Købmandsgård
Nu går året på hæld og derfor er det tid til et nyhedsbrev til jer, som er lidt en blandet omgang bolsjer. Der er både syrlige drops og søde bolsjer imellem.
Butiksdriften
De sidste par måneder i Skelhøje har været præget af vejarbejde og afspærringer i midtbyen.
Den sidste tids gravearbejde har gjort ondt i økonomien, så vi har også måtte grave dybt i lommerne.
Omsætningen har ikke været tilfredsstillende de sidste par måneder, hvor vi ligger ca. 9% under budget.
Vi har flere tiltag i kikkerten, hvilket vil blive lanceret de kommende uger, og vi håber, at det sammen med et godt julesalg, vil betyde, at vi kan nå vores omsætningstal.
Til vores store glæde, så viser det netop overståede regnskabsår dog, at vi nåede vores omsætningsmål på ca. 10 millioner for regnskabet 22/23, hvilket er en stor lettelse for os.
Men de sidste par hårde måneder, viser hvad vi allerede er klar over; at drive en lille købmand i et yderområde, er hårdt arbejde hver dag.
Men vi tror på det og er stolte over vores butik, og vi kan mærke en opbakning og en god stemning i butikken. Så det er bare op på hesten igen, og fuld fart frem.
Og ikke mindst; Skelhøje er ikke længere spærret for gennemkørsel, nu er vejen åbnet op igen, så det er atter muligt at køre igennem byen, omend vejarbejdet stadig pågår frem til december.
Så husk at komme ind omkring Skelhøje Købmandsgaard.
Vi står altid klar til at møde dig med et smil og en god betjening.
Købmandskortet
Vi vil som altid gerne opfordre til at huske at sætte penge ind på jeres købmandskort.
Julehandlen står for døren, hvor der skal købes mange varer ind, så det er en kæmpe hjælp for butiksdriften, hvis I har sat penge ind på jeres kort.
Har du ikke et købmandskort? Så hjælper vi dig meget gerne i butikken med at få oprettet et.
Generelt oplever vi øget udgifter i forbindelse med betalingerne, hvilket er paradoksalt i denne elektroniske tid vi lever i.
Men hvis du sætter penge ind på dit købmandskort, og hævningen for dine varer tages herfra, så koster hver hævning os ingenting.
- Vidste du, at Skelhøje Købmandsgaard betaler omkring 1.000,- kr. i gebyr bare til dankort-transaktioner hver måned?
Der imod koster hver dankort-transaktion og hver MobilePay-transaktions os et gebyr. Faktisk er MobilePay-gebyret nu steget til 1% af købsbeløbet, så alle disse gebyrer kunne vi mindske betragteligt, hvis flere kunder satte et beløb over på købmandskortet, og handlede via dette i stedet.
Så hvis du indsætter et beløb ved starten af måneden, som ca. matcher din månedlige handel, så vil Skelhøje Købmandsgaard spare alle gebyrerne på din handel i hele måneden. Samtidig har vi pengene at arbejde med og kan f.eks. købe varer til en bedre pris, som alle medlemmer kan få glæde af.
Husk, at det hjælper os ikke, at du indsætter 500,- kr. på kortet og handler for dem alle umiddelbart derefter. Der er stadig gebyr på indbetalingen og vi har ikke pengene på købmandskortet som vi kan arbejde med til bedre tilbud.
Tillige har vi erfaret, at hvis du bruger et Mastercard, når du handler i butikken, så går der op til 2-3 dage inden vi har dine penge på vores konto. Dette er også en kredit vi er kede af at miste, hvilket er endnu en god grund til at bruge dit købmandskort.
Så af hjertet tak, når I husker at sætte penge ind på kortet. Det gør en forskel.
Vi har rigtig mange, som er medlem af foreningen Skelhøje Købmandsgaard, men det er ikke alle der bruger deres købmandskort. Skulle du have mistet dit kort, så kan vi hurtigt lave et nyt til dig, således du også er klar til at handle på det.
- Vidste du, at du kan tage et billede af din købmandskort-stregkode og gemme på din mobil?
Dermed behøver du ikke at huske dit købmandskort hver gang du er i butikken, og hvis du ofte har din mobil ved hånden, har du dermed også dit købmandskort ved hånden.
Konkurrence
Vi vil gerne støtte de trofaste kunder, der er gode til at fylde deres købmandskort op.
Så derfor kører vores konkurrence videre, og for hver 500,- kr. der indsættes på dit købmandskort pr. måned, vil du få et lod i puljen.
- Næste gang vil vi udlodde 2 købmandskurve
til en værdi af kr. 500,- pr. stk.
Udtrækning af gevinsterne vil ske umiddelbart efter månedens ophør, og vil blive annonceret på vores facebookside. Så hold øje med den.
Måske har netop DU vundet en billet.
Nye tiltag for grønt og frugt
Vi har fået en ny grøntkøler i butikken. Den skal hjælpe med at holde særligt frugt og grønt friskt, så der altid er lækre og friske frugter til vores kunder.
Husk også, at du finder vores kartofler i det lille specialbyggede skab. Dermed holder også kartoflerne sig friske til vores kunder.
Så bare åbn låget og kig efter vores fine udvalg af frugt, grønt og kartofler.
Der er altid gode tilbud i Skelhøje Købmandsgaard.
- Vidste du, at Skelhøje Købmandsgaard faktisk er særdeles konkurrencedygtig på rigtig mange områder sammenlignet med andre dagligvareforretninger…?
Kæden bag Min Købmand sørger hele tiden for, at vi kan matche prisen på over 250 varer sammenlignet med blandt andet Rema 1000 og Netto.
Så spar på benzinen, og handl lokalt i stedet.
Arrangementer
September og oktober
En veloverstået romsmagning foregik den 30. september i købmandscafeen. Det var en god aften med masser af gode smage og god stemning.
En voldsom storm i oktober, satte et punktum for vores markedstelt. Teltet var nu i forvejen præget af tidens tand, så det er nu fjernet og vi er gået i tænkeboks over, hvad vi vil fremadrettet med hensyn til markedspladsen og vores udendørs salg.
Nedlukning af sæsonens fadølssalg samt et restemarked, blev markeret lørdag den 28. oktober, hvor vi for sidste gang tændte op i grillen, så der var mulighed for lidt social hygge foran købmandsgården.
Julemarked og julefrokost
Lørdag den 11. november er der fælles julefrokost for både privatpersoner og virksomheder i Skelhøje Kulturhus.
Og lørdag den 25. november er der stort julemarked i Kulturhuset med en masse spændende boder, samt mulighed for at spise lækker flæskesteg eller blot købe en dejlig kop kaffe.
Se mere om de kommende arrangementer på de sociale medier eller i kalenderen på Skelhøjes hjemmeside.
Juletræet tændes
Søndag den 3. december tændes byens juletræ kl. 16:00 af julemanden, når han kigger forbi med godteposer til børnene. Der vil også være salg af æbleskiver og gløgg i forbindelse med juletræstændingen.
Denne dag vil der også filmes til en kommende film om Skelhøje, så vi håber mange vil møde op, så vi kan vise at Skelhøje og Omegn er et aktivt og attraktivt sted.
Indenfor i caféen kan børn i følge voksne hænge en medbragt julesok op.
Så vil Julemanden sørge for at putte noget i sokken de sidste søndage op til juleaften.
I denne søde juletid
Kunder, medlemmer, virksomheder, foreninger mm. har alle bidraget til vores omsætning ved at bruge os ved arrangementer, til firmagaver, fester, til gavekurve mm.
Skelhøje Købmandsgård tager imod alle ordrer og vi er meget fleksible med at finde en løsning på netop jeres ønske.
Alt tæller og vi er meget taknemlige over, at I tænker på os.
Nu nærmer december og julen sig, og da julehandlen er en vigtig omsætning for os, håber vi at den bliver lige så god som sidste år.