I år går æresprisen til Knud for al den tid han har brugt på vores købmand, tilblivelsen af denne og al den gode stemning hans dejlige væsen har spredt i vores by gennem årene.
Knud er et indsigtsfuldt, venligt og initiativrigt menneske med en karisma der kan få både børn og voksne til at smile. Han er en ener.
Her er et par ord fra nogle af de der har brugt meget tid sammen med ham.
Turistchef og tidligere opbevarer af Dalstokken Bent Poulsen fortæller at normaltvist gives titlen til borgere der bor i Skelhøje, det gør Knud ikke. Han bor godtnok i Frederiks, men han bor i Skelhøje i hjertet og er derfor det helt rigtige valg.
Søren Nørgaard skriver følgende:
“Knud er stor som en bjørn og i ham banker også et bjørnehjerte. Han kæmper indædt for det han har kært. Nogen synes lige vild nok. Men sådan er bjørne jo.
Knud lader sig ikke distrahere af kutymer og regler – og landets love vil han rigtig gerne overholde. Det er bare ikke alting der giver mening for Knud, altså med lovene.
Knud lader sig ikke stoppe af forhindringer, men finder som regel en vej. Selvom det betyder at der hvor der ikke er en dør, går han igennem muren. Han er overrasket over at dem på den anden side af muren, giver et hop i sofaen når han står i stuen.
Lad være med at tirre en bjørn, siger man. Det gælder også med Knud. Venlig og godmodig er han, med stik til ham og prik ham – så går det som det går med bjørne. De går frem, river jorden op med deres klør og brøler.
Knud står på mål for det han tror på. Og det har Skelhøje nydt godt af i årevis. Det er helt sikkert at vores Købmandsgaard ikke står hvor den står i dag, hvis vi ikke havde bjørnen, altså Knud, ved vores side. Dem der ikke mener det, er hermed sat på plads af én der har arbejdet i skyggen af Knud, og som i dag fremstår en smule bleg.
Nåh ja, Knud synger også som en bjørn. Dyb, men venligt.”